Lidt om urter, deres anvendelse og udseende og en dag også en smule om kemien bagved
_________________________________

Gulaks (Anthoxanthum odoratum)
(Vellugtende gulaks, vanillegræs)

Vellugtende Gulaks finder du på fugtige enge, overdrev og i krat. Den er 15-45 cm høj og når den bliver moden før den en 'dusk', der er let at genkende.

Oprindelig var den vildtvoksende i Europa og i de tempererede dele af Asien og Nordafrika. Findes nu også i Nordamerika og et godt stykke op i Skandinaven.

Angående smag og duft er den på linie med skovmærke (Galium Odoratum), begge planter indeholder duftstoffet cumarin (kumaringlykosid) og kiselsyre.


Planten vil gerne have fuld sol, og som lægeplante er den virksom mod forkølelse, høfeber, snue, nervøs udmattelse, søvnløshed og frostknuder.

Den er aromatisk, cirkulationsstimulerende, smertestillende, krampeløsende og antikoagulerende.

Slægtsnavnet Anthoxanthum kommer fra det græske anthos, som betyder blomster, og xanthos som betyder gul. Navnet kan derfor ikke uventet oversættes med 'gule blomster' og der tænkes her på de to gule støvbærere. Andre græsarter har normalt tre støvbærere som sædvanligvis er purpurfarvede. Odoratum betyder duftende og henviser til den kraftige duft af hø, der mærkes når urten er tørret.

 _______________________________________

Som så mange andre græsarter indeholder gulaks kumaringlykosider, stoffer som frigøres ved tørring og som giver den specielle duft af nyslået hø. Buketter af tørret gulaks blev tidligere lagt i klædeskabene for at give god duft til tøjet. De aromatiske blade har vært brugt til kurvefletning og kan også anvendes i potpourri-krukker. Te kan laves af friske eller tørrede blade. Den får en sød og behagelig duft, og kan drikkes ved snue og forkølelse. Nogen forsigtighed må imidlertid udvises på grund af indholdet af cumariner.

Hele planten virker krampeløsende, smertestillende og antikoagulerende. Den angives at kunne bruges udvortes til behandling af rheumatiske smerter, frostknuder, nervøs udmattelse og søvnløshed. Pollen fra gulaks kan genere de, der er allergiske overfor græspollen. Det siges imidlertid at næsedråber, lavet af en tinktur (alkoholudtræk) af græsset er en effektiv og umiddelbar kur mod høfeber.

Hvis det indhøstede græs lagres fugtigt, sådan at det begynder at gære, vil kumaringlykosiderne i gulaks nedbrydes til stoffet dikumarol, som er giftigt. Dette har vært anvendt i rottegift og fungerer på den måde at blodet hindres i at koagulere og gør at de mindste sår kan dræbe en rotte. På grund af sin antikoagulerende virkning bliver stoffet også anvendt i medicinen.

_________________________________

Hæg (Almindelig Hæg / Glansbladet Hæg Prunus padus / Prunus serotina).

Glansbladet hæg - Foto ©  (ukendt kilde) 
 

Følgende artikel er fra foreningen 'Forenede Dram Bryggere's medlemsblad 'Drammen', nr. 1, Maj 2004 og bringes med tilladelse fra foreningens formand:

Svensk: Hagg, Norsk: Hegg, Engelsk: Bird Cherry, Tysk: Traubenkirchen. Rosenfamilien Rosaceae.

Slægten BLOMME (Prunus) omfatter over 200 arter og opdeles i flere underslægter, der af nogle anses som særskilte slægter.

I Danmark er der tre vildtvoksende arter. Slåen regnes til underslægten Prunophora "den blommebærende", Fuglekirsebær til underslægten Cerasus
kirsebærtræets gamle latinsk græske navn Kerasos, og Hæg til underslægten Padus, som var det gamle navn for en buskart. Almindelig Hæg er en busk eller et lille, men dog op til 15 meter højt, træ. Barken er brun og ildelugtende. Den lugter stærkt bittert på grund af det ret store indhold af amygdalin, der lugter som bittermandelolie når barken beskadiges. Det påstås at mange dyr ikke kan lide denne specielle lugt, at heste ikke vil spise af krybber der er lavet af grenene, og at man kan holde mosegrise og muldvarpe væk fra haven, hvis man stikker hæggrene i jorden med regelmæssige mellemrum. Kvistene er rødbrune og glatglinsende med spidse sortbrune knopper. Bladene er fint savtakkede, 5-7 cm med rynket matgrøn overside. Bladribberne går fra midterstrengen ud mod bladkanten, og bøjer op til næste ribbe en halv cm. fra kanten. Det kaldes at ribberne anastomiserer, d.v.s. ikke går hele vejen igennem. Der er to grønne kirtler på stilken nær bladgrunden.

Blomsterne, der kommer i maj, er hvide og hænger i sødt duftende klaser, 10-20 cm lange, og kan minde om hvide syrener. Kig efter dem i hegn og skovbryn eller ved vandløb, så I ved, hvor der kan plukkes bær i august / september. Den vokser hist og her i hele landet på fugtig næringsrig bund, men er sjælden i Nord- og Vestjylland. Bærrene er 5-7 mm store sorte stenfrugter med grubede sten. De smager sødt, mandelagtigt og lidt snerpende på grund af et indhold af garvesyre.

De kan bruges til kryddersnaps, saft, frugtgrød, frugtsuppe, vin, likør og til garnfarvning. De giver en holdbar mørk gråviolet farve. Glansbladet Hæg er ikke indfødt dansk, men stammer fra det østlige Nordamerika, og er indført til parker og haver i begyndelsen af 1800 tallet. For ikke så mange år siden, er man begyndt at plante den i hegn og mindre skove.
Da den sår sig villigt, er den begyndt at brede sig på bekostning af andre planter, nogle steder, navnlig på vestjydske sandjorde, så voldsomt, at den sammenlignes med Kæmpebjørneklo og bør bekæmpes.
Glansbladet Hæg er mindre end Almindelig Hæg, 6-8 m i højden, dog op til 20 m under ideelle forhold. Blomsterklaserne er lidt mindre 10-14cm, mere oprette, og blomstrer lidt senere i juni. Bærrene ligner og smager fuldstændig som Almindelig Hæg, men er lidt større og senere modne. Sidst i oktober. Derfor kaldes Glansbladet Hæg ofte for Sildig Hæg.
Bladene er fint savtakkede og som oftest med 15 utydelige sidestrenge. Bladoversiden er glinsende mørkegrøn og kun midterstrengen er tæt håret ved grunden. Til forskel fra Almindelig Hæg er barken velduftende, den er mørkebrun og skaller af i strimler på ældre træer, og veddet er ret hårdt med en rødbrun kerne, der kan minde om mahogni. I USA regnes veddet for værdifuldt og bruges bl.a. til finere møbler.

En variant af Almindelig Hæg findes i den nordligste del af Skandinavien i Lapland. Den kaldes Nordlig Hæg (ssp. borealis) og er mere buskagtig med lodne skud og brunhårede bladundersider.
Virginsk Hæg (Prunus virginiana) er meget sjælden i Danmark. Den er mindre, har mere savtakkede, omvendt ægformede blade, og har røde frugter.

Til kryddersnaps er Hægbær fortrinlige. De modne bær fyldes i et glas og overhældes med en neutral snaps og trækker en måned eller to. Ekstrakten skal fortyndes temmelig meget for at være drikkeklar, men resultatet bliver en frugtagtig snaps med en udpræget mandelsmag.

Jørgen Frandsen, FDB ( www.drambryg.dk )

_________________________________

Kvan (Angelica archangelica)


Foto ©  Jesper Andersen, Mårslet Brændevinslaug 

Kvan indgår i den fine, franske likør Bénédictine DOM. DOM - navnet på munken, der under renæssancen opfandt eliksiren - står desuden for Deo Optimo Maximo, latin for 'til Gud, den bedste, den største'. Man kan tydeligt dufte kvan i likøren, på trods af de mange andre urter, den indeholder.

Kvan vokser vildt mange steder og gerne hvor der er en vis fugtighed. I Grønland er den endnu mere udbredt, og kan der blive meget stor. Mange deroppe ynder at gå og gnaske på en kvanstængel - det smager godt og er sikkert en del sundere end slik.
 

Man kan anvende blade, rod og frø til kryddersnaps.
____________

Følgende artikel er fra foreningen 'Forenede Dram Bryggere's medlemsblad 'Drammen', nr. 1, Januar 2007 og bringes med tilladelse fra foreningens formand:

 
Kvan (Angelica archangelica) ssp. litoralis (Strandkvan)
Svensk: Strandkvanne, Norsk: Strandkvann. Engelsk: Angelica, Tysk: Edle Angelika.

Skærmblomst familien Apiaceae, er en meget velkendt familie i husholdningen, med arter som dild, gulerod, kommen, selleri, kørvel, persille, men også skvalderkål og nogle giftige arter som skarntyde og kæmpebjørneklo.
Kvan og kæmpebjørneklo er begge høje kraftige planter, som på afstand kan forveksles, men bjørneklo har en flad buet skærm, og kvan en næsten kuglerund skærm. Bladene er også forskellige, og bjørnekloens blade og stængel er ru og behårede, mens kvanens blade og stængel er helt glatte og behagelige at føle på.

Kvanen bliver sjældent over 2 m høj, mens bjørneklo ofte er 3 m eller mere.
Slægtsnavnet angelica er dannet af det latinske angelica herba = engle-urt, og archangelica = ærkeengel, skal endda overtrumfe englenavnet, idet selveste ærkeenglen Gabriel skulle have gjort menneskene opmærksom på plantens gode egenskaber.
Desværre findes kun strandformen vildtvoksende i Danmark på fugtig, kystnær grund og langs vandløb og søer. Meget sjældent i Nord- og Vestjylland; men hist og her i resten af landet. Fjeldformen, som er langt mere velsmagende og aromatisk, findes i Norge, på Færøerne og i Grønland. Den er udbredt langs hele den skandinaviske kystlinie fra det indre af den Botniske bugt til Norges ishavskyst.

Kvan er formentlig den ældste nordiske køkkenurt. Det omtales i sagaerne, at den dyrkedes i indhegnede kvangårde, og at man tillige indsamlede vildtvoksende planter til salg på torvet for 1000 år siden. Kvan blev udbredt til Færøerne og Grønland i landnamstiden og kvangårde findes stadig mange steder på Færøerne og enkelte steder i Grønland. I Norge er der kun et enkelt sted, ved Voss, hvor man stadig dyrker kvan.
De skøre, unge stængler og blade blev spist rå eller kogt med mælk som et virkelig kraftigt C-vitamin tilskud.

Den aromatiske smag og pikante lugt skyldes plantens indhold af æteriske olier, bitterstoffer, sukkerarter og organiske syrer. Rødderne er særligt velsmagende, når de graves op om efteråret, hvor de indeholder rigeligt med sukker som oplagsnæring. Tørrede kvanrødder blev i middelalderen anset for at være et godt middel mod pest, og tørrede rødder eksporteredes fra Norge til hele Europa, hvor de blev tygget som "skrå" og anset som et forebyggende middel.
Den lærde danske læge Henrik Harpestræng skriver i sin urtebog "Liber Herbarum" fra ca.1200 , at "Angelike er en udmærket rod; den hjælper den, som bærer den hos sig meget mod Bessværgelser og hjælper også, om den bliver spist om Morgenen mod Gift indtaget i Mad eller Drik, fordi den udjager den ved sin Dyd. Ligeledes Angelike kogt i Vand og drukket varm om Morgenen renser al Brystets Væske, fordi den er bitter og kraftig. Ligeledes stødt og kogt med Honning af Bikage hjælper den mod gal Hunds Bid, hvis den bliver bundet paa Saaret. Ligeledes hjælper den spist om Morgenen mod Opkastning, fordi den holder denne tilbage ved sin Dyd"

Munkene bragte mange lægeplanter til norden, men indførte også kvanen i deres hjemlande. I Mellem- og Sydeuropa dyrkes stadig en forædlet art, der dog ikke bruges så meget i apotekerne, men rødderne er stadig med til at give karteusermunkenes berømte likør, Chartreuse, dens karakteristiske aroma. Kvanrod er også særdeles god til kryddersnaps, og kvanfrø ligeledes, men den bedste smag fås af helt friske bladskud, såkaldt jomfrukvan, der allerede efter en times trækketid i en neutral snaps giver en blød, krydret, men frisk smag.
Kvan er ikke en staude, den dør når den har blomstret, men der kan gå flere år inden den blomstrer, og i mellemtiden sætter den friske skud næsten hele året. I milde vintre kan man allerede i januar plukke friske kvanskud.

Jørgen Frandsen, FDB ( www.drambryg.dk )
___________________

Pors

(Under opbygning)

Hvor finder jeg pors i Danmark?
 

Klik for flere oplysninger om Mose-Pors (Myrica gale)

___________________

Egegaller

Foto ©  Jesper Andersen, Mårslet Brændevinslaug 

Her er vi fremme ved en specialitet. Den lille kugle, der hænger på undersiden af egebladet indeholder nemlig larven fra en egegalhveps!
Tænk først på en god whisky eller en god cognac. Har du været i Skotland, har du sikkert også besøgt et destilleri og har du været 'heldig' har du smagt på den rå whisky, der netop er færdigdestilleret. Føj, hvor det smager! Leder straks tanken hen på De Gyldne Løvers: 'Det smager af fusel...'  Men sættes whiskyen nu på egefade og får lov til at lagre, fremtrylles den fineste whisky i løbet af nogle år.

Så hvis du tror på at egegalhvepselarven er snu nok til at trække det bedste ud af egetræet; mens den ligger og vokser i sin beskyttende galle, kan du jo overveje at sætte gallerne på snaps. Lad det trække længe, gerne nogle år - og du kan opnå et spændende resultat.

___________________

Kanel (eng. cinnamon, lat. Cinnamomum verum)


Smagsgivende stoffer: Kanelaldehyd, Eugenol

___________________

Kommen (eng. cumin, lat. Carum carvi)


Smagsgivende stoffer: Carvon, Limonen

___________________

Nellike (eng. clove, lat. Syzygium aromaticum)

Smagsgivende stoffer: Eugenol

___________________

Salvie (eng. sage, lat. Salvia officinalis)
 

Smagsgivende stoffer: α-Pinen, Camphene, Camphor, Eucalyptol (1,8-
Cineol), Limonen

___________________

Vanille (eng. vanilla, lat. Vanilla planifolia)

 

Smagsgivende stoffer: Vanillin

___________________